Som Væver skaber jeg vævede kropsobjekter på væven, som til denne udstilling;
En række af kropsobjekterne præsenteres i denne nye sammenhæng i ”Mellemrummets” højde, som løst fritsvævende objekter, som afspejler det liv, vi har levet.
En ny historie som opleves og fortæller om det der har været, de fællesskaber vi i livet har været en del af og det vi efterlader til vores efterkommere og til fællesskabet.
Vi har kroppen som fællesskab, og som et fælles udtryk. Kropsobjekterne er vævede tekstiler til kroppen, som er skabt med inspiration i tiden og livet.
Tiden er en strøm af gentagelser, lodret set uendeligt – vandret set en fortsat bevægelse. Tiden omsættes til livslinjer, hvor det centrale er min måde at bruge tråden på – hver tråd har en betydning og det samlede udtryk rummer en symbolsk forlængelse af éns personlighed.
Symbolikken danner kompositioner sammensat af tråde, vævede strukturflader, rum, mellemrum og afstande, der kombineres og afspejler linjer og veje i livet.
Som væver har jeg fat i hver tråd, væveprocessen rummer nærværets og langsommelighedens æstetik, tråden lever og i nuet dannes tidslinjerne.
Vokstråden har sit eget liv og efterlader spor som tid og et levet liv.
Trådene afspejler de kontrollerede og systematiske liv, som efterlades uden kroppen til at strukturere og organisere symmetri og systemer på kroppens proportioner. De opleves nu ukontrollerede og frie, opleves nu også igennem og ses indefra og ud.
Værkerne skal vække eftertanke om, at vi skal passe på det vi har, vores liv, minder og erfaringer. Ikke mindst hvordan vores fælles aftryk i verden, kan være med til at sikre ressourcer og værdien af dette håndværk, til de næste generationer på kloden.
Dialogen mellem objekt og rum skabes i ”Mellemrummet ” via placeringer i hele rummets højde, hængende lodret, – og via de rummelige objekter, der konfronterer og går i dialog med publikum.
På væggene vises de vandrette og lodrette formater som udsnit af de vævede objekter vist på kroppen. (Fotograf Martin Busborg. Model Annika Ernst)
Udstillingen udfordrer og går i dialog med ”Mellemrummets” linjer; lodret og vandret. Ikke mindst linjerne og aktiviteten af livet og vejen igennem rummet, – ind og ud, som helt fysisk igennem udstillings perioden efterlader spor som tid og et levet liv, via flere og flere fodspor, på gulvet i ”Mellemrummet”. Det efterlader spor af liv på hvidt slidstærkt papir, der beklædes på gulvet, som en fysisk understregning af temaet igennem udstillings perioden.
Rummet ”Mellemrummet” kan symbolisere Godsbanen, som ”et nyt rum” i Aarhus og med ny funktion og ny aktivitet nu og i fremtiden, – men med tanke på og minde om fortiden.
