Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Det er mig en stor glæde at dele denne nyhed, at jeg er blevet antaget til den prestigefyldte Biennale for Kunsthåndværk & Design 2017, hvor mit vævede værk er blevet udvalgt.
27 projekter er udvalgt blandt 146 ansøgere til Biennaleudstillingen, der kan opleves fra 5.-27. maj i Museumsbygningen i København. Juryen har sammensat udstillingen med Biennalens tema “Liquid Life” som bindeled i en flersidig og nuanceret fortælling om samtidens kunsthåndværk.
Faktisk er det fjerde gang på de 10 år at jeg er udtaget til denne biennale.

Trådenes samtidsfortælling
”Human Textile Object” er titlen på bidraget, der i udgangspunktet er et menneskebåret objekt. Værket er en systematisk beskrivelse af det moderne menneskes forbindelser i det virkelige og virtuelle liv.

Temaet til dette års Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017 ”Liquid Life” blev ved med at rumstere og udvikle sig i mit hoved. Jeg måtte forfølge det og fik først ro igen, da jeg havde vævet mange bud og jeg følte at nu var opgaven løst. Jeg havde fået svar på mine undersøgelser, på det jeg havde afprøvet på væven og følte at jeg havde nået et personligt mål. Da jeg så fik beskeden om, at værket var antaget på Biennalen, bruste glæden jo over, at der ER noget i mine tanker og i mit værk som andre end jeg selv kan se og vil. Og helt på samme måde som med at dele dansk kunsthåndværk med aarhusianerne, så er det fantastisk at kunne dele mine egne værker med danskerne og være en del af den tekstile samtid på denne måde.

Se udstillerlisten med de 27 udvalgte på Facebook, Biennalen for Kunsthåndværk & Design og på Biennalens hjemmeside her