Helene Vonsild
Fernisering fredag den 7. februar kl. 16-18
se! udstillings- & projektrum
Hendrik Pontoppidans Gade 34B
8000 Århus C
www.se-rum.dk
Åbningstider i udstillingsperioden den 5. – 27. februar.
Lørdag 08/2 kl. 15-17
Lørdag 15/2 kl. 15-17
Lørdag 22/2 kl. 15-17
– eller efter aftale på tlf.: 40383860
På udstillingen præsenterer tekstilkunstner Helene Vonsild en serie sanselige værker, hvor sporbare
rester af tyreskind kombineres med naturmaterialer og forvandles til skulpturelle og funktionelle
beklædningsgenstande. Gennem sit fokus på bæredygtigt kunsthåndværk og upcycling udforsker
Vonsild det at “bære skind” som en nyfortolkning af samspillet mellem menneske og natur.
Skindene, som bærer tydelige spor af dyrenes liv – ar, ridser og naturlige strukturer – integreres i
værkerne.
Inspirationen henter hun blandt andet fra botanikken og antropologien. Materialer som strå, tang
og siv væves og kombineres med skindet. Sammen skaber de en symbiose mellem naturens
elementer og menneskets sansning. Disse materialer, indsamlet fra forskellige lokationer, danner
grundlaget for værkerne, der forener liv, død og recycling. Alle materialer kan spores tilbage til
deres oprindelse, og skindene kan spores til specifikke tyre, hvor numre på skindet oplyser om
tyrens fødested, opvækst og mere. Sporbarheden sikrer gennemsigtighed i værdikæden og udgør et
centralt princip i projektet.
I februar 2023 præsenterede Helene Vonsild de otte værker på modeller under Spoor-eventet på
HEART Museum. Firmaet SPOOR havde doneret skindene og givet Vonsild kunstnerisk frihed til at
arbejde med dem. Værkerne blev udstillet sammen med Rune Bosses installation Træfald og indgik i
en visuel dialog med denne. Efterfølgende blev de vist hos PEJ Gruppen i Herning.
Helene Vonsilds kunstværker balancerer mellem skulptur og beklædning, hvor skindets rå
maskulinitet møder vævningens feminine detaljer. Tekstur, duft og taktilitet spiller en central rolle i
at skabe en dyb forbindelse mellem natur, dyr og menneske. Hendes arbejde vækker vores
bevidsthed om relationen mellem natur og krop og skaber en stærk visuel dialog om vores fælles
kulturhistorie.
Sporbare skind er doneret af SPOOR.