Unika Textil

Tekstildesigner og væver Helene Vonsild arbejder med tekstile eksperimenter, mødet mellem materialer og forskellige strukturer, og hvordan man med enkle midler kan skabe noget helt nyt og unikt. Hun er drevet af en helt grundlæggende fascination af de potentialer, der ligger i to nøgler garn og trådene, som krydses i den håndværksmæssige teknik, samt de muligheder, der opstår i den eksperimenterende proces. I sit alsidige arbejde som tekstildesigner har Helene en særlig evne til at skabe specielle strukturer i et spændende samspil mellem former og farver.

Running Meander

Mønsterideen på Tørklædet:
Nye ‘Running Meander’ tørklæder i silke georgette i fem farver fra Helene Vonsild. Hun har eksperimenteret med forskydninger og mønstersammenfald i den klassiske antikke meanderbort også kaldet “løbende hunde”. Mønstret blev antaget på Biennalen for Kunsthåndværk og design i 2011 som dug. De ornamenterede bånd i rette vinkler i lukkede forløb er blevet brudt af nye åbne forløb. Som om den tyrkiske flod, ornamentet er opkaldt efter, endelig bryder sine dæmninger og flyder i nye retninger. Mål: 65 x 210 cm.

Tokyo tørklæder

Helene Vonsild har designet helt nye rørtørklæder i et moebius rør, hvor hun har brugt sit eget tekstildesign ‘Tokyo’, og kombineret det med 100% uld i forskellige farvekombinationer. Tørklæderne er alle forskellige, og der leges med detaljering og broderi.

”Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2015” 

Carlsberg Byen, København den 1. – 29. august.
Helene Vonsild deltager i den prestigefyldte udstilling

http://www.biennalen.dk/

Læs artikel fra stiften.dk

Hvert andet år siden 1995 har Biennalen sat fokus på det bedste af det nyeste inden for dansk kunsthåndværk og design ved at vise værker af Danmarks mest funklende talenter, nye som etablerede, inden for feltet. Udstillingen er i dag en af de vigtigste begivenheder for kunsthåndværk og design i Danmark og en stærk international markering af dansk formgivning.

 

Fotograf: Britta Egebjerg / Model: Emilie Kathrine Vonsild Schou


Helene Vonsilds projekt ”De fire temperamenter” er antaget som en ud af 28 blandt 139 indsendte projekter. Hun deltager med sit håndvævede værk, der fortolker de fire temperamenter i individuelle textile udtryk.  Tilført menneskelig bevægelse dannes en udtryksfuld, overraskende og nyskabende kunstnerisk helhed hvor det todimensionelle stof og det tredimensionelle menneske forstærkes i udtryk – i det bevidste samspil.  

Faktisk er det tredje gang, at Helene Vonsild får antaget værker til den prestigefyldte Biennale, men det er første gang hun deltager med et håndvævet projekt. ”Textilet og designet skal kunne udtrykke stofligt, sanseligt og præcist i stilhed, men også rumme at design, krop og bevægelse smelter sammen.  Stofligheden skal forstærke bevægelsen og temperamentets karakteristika. Samtidig skal bevægelsen underbygge stoflighedens udtryk – og synliggøre stoffets karakter” – fortæller Helene Vonsild om den udfordring kun gav sig selv, da hun besluttede sig for at skabe de fire kropsbårne temperamenter.

vævemønster og de fire strukturer NY HV LS JPG copy (2)

Væverens egen regelsæt

Væveren udfordrede sig selv yderligere og opsatte et reglesæt: De vævede tekstiler skulle hver især udføres i et rektangel i en proportion der forholder sig til mennesket, farverne skulle være sorte og hvide, materialevalget skulle være forskelligt og ikke mindst skulle grundmønstret være det samme. ”Dét er dér det sker! Når de sorte og hvide tråde krydses! Et lille mikroskopisk mønster, hvor mønstret alene er kommunikerende. Kolerisk, sangvisk, melankolsk, flegmatisk. Lige dér – når temperamenterne udtrykkes alene ved at sorte og hvide tråde krydses – så opstår magien! I nuet afsøger jeg – garn er én ting inden det bliver vævet – og noget ganske andet når det er ”slået sammen” i et mønster, i en textur som jeg har styret og bestemt” – fortsætter Helene Vonsild.

Garnets sande væsen

”Jeg er til stadighed optaget af hvordan jeg kan fortælle garnets sande væsen, udnytte og viderebringe det liv, det rummer. Det er heri jeg finder en vedvarende udfordring. Heri jeg kan sidde stille ved væven i uendelig mange timer – med alle de utallige tråde, der som grundprincip kun går den ene vej og den anden vej. Men så sker det! Måden trådene krydses på, mønstre der opstår ud af de tråde der krydses efter den tekniske opbinding på væven.

Og det at mønstret også ses bagpå, og i nogle tilfælde modsat bagpå, og hvordan et enkelt grafisk mønster kan ændre udtryk, blot ved at jeg vælger at udskifte et roligt garn med et andet garn, der er mere levende og har mere struktur”.

Enkelthedens stærke udtryk

Enkelhed er ét af nøgleordene for æstetikken i hendes design. Hun søger som udgangspunkt efter det helt enkle udtryk og ser samtidig en udfordring i at nå et raffineret udtryk med få virkemidler. Hun inspireres ofte af materialer og af sammensætningen af materialer – af hvad disse kan tilføre hinanden. Og hun inspireres af naturen. Af den stoflighed naturen er fuld af.  Hun har mønsterøje. Opdager systemer i bunken af utallige sten eller i stenbunkens mellemrum. Helt grundlæggende ønsker hun at udforske de muligheder der ligger i væven, to nøgler garn og den håndværksmæssige teknik og samtidig udfordre og gribe de muligheder, der naturligt opstår i den eksperimenterende proces. 

Kunstnerisk krydsfelt

Udfordringen i textilets eget udtryk og sammensmeltningen mellem design, krop og bevægelse gav et naturlig stort fokus på den rent faktiske oplevelse af design og krop i samspil. Helene Vonsild har således aktivt brugt en danser til at illustrere dette samspil, hvilket tydeliggør det udtryk, der skabes i både et helhedsbillede men også i den fælles kunstneriske fortælling.  – Som vi hver især kan digte videre på. Og dét er jo præcis det kunsthåndværk kan; Bevæge os.

Udstillinger / Unika projekter

“Proces” i Skovhuset ved Søndersø 2014

I efteråret 2014 deltog Helene Vonsild på udstillingen “Proces” i Skovhuset samt ved seks andre spændende kunstnere, der viste noget af deres arbejde fra de seneste år. Kunstnerne viste i deres værker, hvorledes de selv som kunstnere og mennesker udviklede sig i takt med tiden og omgivelserne, og hvordan en fremadskridende proces kunne udvikle sig i nye retninger. Helene udstillede puderne Twist Zoom, som var inspireret af klassiske japanske origamiteknikker.

Kollektionen er navngivet Twist med direkte reference til pudens look og ikke mindst Helene Vonsilds evne til at bearbejde og twiste traditionelle papirfoldeteknikker i nye textile materialer. Twist Zoom viser et forløb fra en lille til stor fold og dermed opstår nye kompositioner.

MiniTEX14

I 2014 deltog Helene med værket “Black X White”,  på udstillingen MiniTex14. Udstillingen blev vist både i Nicolai Kunst & Design i Kolding, samt efterfølgende i Rundetårn i København. Udstillingen viste i alt 98 censurerede værker af 52 indsendere, desuden både mini og maxi værker af 11 inviterede gæster – 7 fra Danmark og 4 fra Sverige.

Biennalen for Kunsthåndværk og Design 

Helene Vonsild deltog første gang i det prestigefyldte Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2007, hvor hun fremviste sine innovative puder. I 2011 var Helene også repræsenteret på Biennalen, hvor hun havde en plads blandt 60 udvalgte udstillere. Her fremviste hun en dug med et unikt grafisk design, hvis formsprog udfoldede sig mellem det klassiske og det digitale. Idégrundlaget for Helene var en lyst til at bearbejde den klassiske antikke meanderbort i et nyt digitalt og grafisk formsprog. Med udgangspunkt i de grundlæggende strukturer omformulerede hun mønsteret med en række forskydninger, der skabte nye interessante sammenfald.

Biennalen skrev om dugen:

”De ornamenterede bånd i rette vinkler i lukkede forløb er blevet brudt af nye åbne forløb. Som om den tyrkiske flod, ornamentet er opkaldt efter, endelig bryder sine dæmninger og flyder i nye retninger.” 

Rundetårn

I en periode fra 2001 til 2002 udstillede Helene Vonsild sammen med tre smykkeformgivere og fem andre vævere under temaet FORMAT, i Rundetårn i København. Her kunne man opleve store vævede unika og Helenes projekter ”Scale” og ”Break”.

SAK

Helene Vonsild udstillede værker på SAK Kunstbygning i Svendborg i 2013 i en gruppeudstilling med i alt 18 forskellige kunstnere og kunsthåndværkere. Udstillingen med navnet PROTEIN indbefattede mange forskellige genrer med alt fra maleri, grafik og keramik til vævning og tekstil. Her kunne man bl.a. opleve Helene Vonsilds særlige kollektion af grønne puder. Desuden kunne man også opleve Helenes afgangsprojekt fra Designskolen med fortolkninger over de fire elementer Luft, Ild, Vand og Jord i form af fire store, mørke dragter i forskellige vævninger og strukturer.

groen twist webside